Afskedsgudstjeneste og reception

Afskedsgudstjeneste og reception
Udgivet af Frederikskirken Paris, tir d. 9. jun 2020, kl. 10:51
Aktuelt

Vores præst Selma Ravn vil den 28. juni afholde sin sidste gudstjeneste i Frederikskirken, og vi vil derfor gerne invitere til en afskedsreception i kirken for at sige tak for seks gode år og ønske Selma og hele familien lykke til på deres næste eventyr i København. Sammen har de ydet et stort og smukt arbejde, de har bragt liv og glæde, været engagerede og nærværende, skabt et stærkt sammenhold og plejet det fantastiske fransk-danske fællesskab i og omkring Frederikskirken. 

 Vi vil ved samme lejlighed også sige farvel til vores kirkeassistent Magnus  og vores organist og korleder Ulf. Også dem ønsker vi at sige stort tak og sende ordentligt afsted, når de om lidt rejser hjem og tilbage på skolebænken.

Vi håber derfor, at I har lyst til at komme og være med til at gøre denne dag til noget særligt, ligesom de har gjort Frederikskirken til et særligt sted for os. Receptionen vil foregå umiddelbart efter gudstjenesten klokken 12, hvor der vil blive serveret lidt let at spise og drikke under en forhåbentlig lys og blå himmel. 

Vi vil så gerne have jer alle med, men i lyset af de seneste måneders udvikling og sundhedsrestriktioner i Frankrig kan vi desværre kun indbyde 60 deltagere. Det vil derfor være nødvendigt at tilmelde sig arrangementet via tilmelding@frederikskirkenparis.dk, det vil foregå efter princippet ”først-til-mølle”. I er først tilmeldt, når I har modtaget en bekræftelse på, at jeres tilmelding er registeret. Sidste dag for tilmelding er søndag den 21. juni.