02/07/2024 0 Kommentarer
Nyhedsbrev januar
Nyhedsbrev januar
# Aktuelt

Nyhedsbrev januar
Godt og lykkebringende nytår til jer alle!
Først og fremmest tusind tak for det år, der er gået, for alle de oplevelser, vi har haft sammen, alle de øjeblikke, vi har delt. 2023 var et begivenhedsrigt år for Frederikskirken, hvor vi fejrede 100 års jubilæet for vores menighed her i Paris - rørende dage, hvor vi så tilbage på et vigtigt fællesskab af danskere i Frankrig og frem mod mange mange flere år sammen rundt om danske traditioner, dansk kultur og kirkeliv.
Vi havde en julebasar med masser af julehygge og - ikke uvæsentligt - en rekordstor omsætning - altsammen båret af verdens bedste frivillige!
Vi er blevet badet i vellyd med 9 koncerter og daglig orgelbrus, og har sunget os igennem hele året med morgensang, aftensang og salmesang.
Forfattere og kunstnere har lagt vejen forbi og udvidet vores horisont, vi har læst masser af bøger, og vi har spist og hygget os ved fredagsbarer, frokoster og fællesspisninger ved kyndelmisse, fastelavn, Sankt Hansaften og juleaften. Det har været et endnu godt år i Frederikskirken.
Og nu er vi så en uge inde i 2024. Og lige så mange muligheder for at mødes venter os.
I januar er der en stor historisk begivenhed, som vi alle taler om. Det er tronskiftet den 14. januar. I den anledning inviterer ambassaden og den danske kirke til et festligt arrangement hos os i Frederikskirken. Vi åbner dørene kl. 13.15, så vi kan være klar ved storskærmen, når optakten til udråbelsen af vores nye konge sker kl. 15 fra altanen på Christiansborg. Vi byder naturligvis på kongelige bobler og kongelig kage.
Torsdag den 11. januar kl. 12.30 svømmer de små havfruer igen. Vi er glade for at kunne lægge hus til Les Petites Sirènes, som igennem mange år har dannet ramme om hyggeligt og festligt samvær for danske kvinder i Paris. For at høre mere, kan du kontakte Louise på ungkontor@frederikskirkenparis. dk
Studiekredsen den 13. januar er udskudt til 10. februar kl. 11. Vi læser Pontoppidans De Dødes Rige, den gribende kollektivroman om ministerens datter Jytte og godsejeren Torbens ulykkelige kærlighed og politikeren Tyge Enslevs kamp mod et nyt præstevælde. De dødes rige er et stærkt portræt af det danske samfund på tærsklen til den moderne tidsalder.
Også Læsekredsen rykkes frem til 18. januar kl. 14.30, hvor der snakkes om "Dix Âmes, pas plus" af Ragnar Jonasson.
Så glæder vi os også til Kyndelmisse, som vi afholder den 4. februar kl. 15. Efter en kort gudstjeneste byder vi på varm suppe og pandekager i læsesalen.
Jeg ønsker jer alle en vidunderlig januar! Pas godt på hinanden!
Alle gode hilsener
Malene
Kommentarer