Sprogskole

I Paris findes der et utal af sprogskoler, som tilbyder kurser af forskellig karakter til forskellige priser og af forskellig kvalitet. Eftersom du oftest skal betale en større sum for undervisningen, er det værd at bruge lidt tid på at undersøge, hvad du reelt modtager for pengene. Besøg derfor mindst et par skoler, før du melder dig ind i et sted. Faciliteterne er ikke altid, som brochurerne lover. Høje priser garanterer ikke nødvendigvis høj kvalitet.

Følgende kriterier bør du overveje, når du vælger skole:

    • Afstand mellem hjem og skole
    • Holdenes størrelse (især hvis du går efter at lære at talebedre fransk)
    • Undervisningens indhold (om mundtligt eller skriftligt fransk vægtes højst, om undervisningen er baseret på lærebøger, aviser, læsning af klassiske værker, om der er meget grammatik osv.)
    • Undervisningsformen (om der fx er meget gruppearbejde, tavleundervisning, præsentationer el.lign.)
    • Undervisningstiden (om den passer med dine arbejdstider
    • Endelig er prisen selvfølgelig en meget afgørende faktor – vær herunder opmærksom på, om der betales indskrivningsgebyr eller ej. Hvis du senere bliver ked af at gå på skolen og gerne vil flytte til en anden, får du nemlig ikke dit indskrivningsgebyr tilbage.

Ved indskrivning på de fleste skoler skal du medbringe:

    • Pas
    • 2-3 pasbilleder
    • Som oftest penge til betaling af hele kursusbeløbet (evt. også til indskrivnings- og eksamensgebyr)
    • På nogle skoler (bl.a. på Sorbonne og Institut Catholique) skal du også medbringe studentereksamensbevis eller dåbsattest oversat til fransk
    • Hvad der helt præcist skal medbringes, varierer fra skole til skole – se nærmere på deres hjemmesider

Beskrivelser og adresser på de forskellige sprogskoler

Det er desværre ikke alle år, at vi modtager evaluering af alle sprogskoler. Derfor har vi bedre kendskab til og mere opdateret feedback på nogle skoler end andre.

Priserne ligger generelt på ca. 150 – 250 €. pr. måned for 6 - 8 timers undervisning om ugen. På nogle af skolerne skal man også regne med bogkøb for omkring 20-30 €.

De fleste skoler vil bede dig om at tage en sprogtest, inden du begynder på kurset med henblik på at kunne placere dig på det rigtige hold niveaumæssigt. På næsten alle skolerne kommer der udgifter til bøger oven i prisen, ligesom det koster ekstra, hvis du vil afslutte skoleforløbet med en eksamen.

   @ungiparis