Det lille mirakel i hjertet af Paris

Den 24. april 1955 kunne kong Frederik IX indvie den nye danske kirke, Frederikskirken, som fik lov at bære kongens navn. Dansk menighedsliv og danske præsters virke i Paris går dog længere tilbage i tiden. Udlængsel og lyst til at prøve noget nyt har gennem tiderne draget mange danskere til Paris. Vikingerne kom sejlende op ad Seinen og slog lejr, dér hvor Louvre i dag ligger.

Den kirkelige, kulturelle og politiske indflydelse fra Frankrig har været afgørende. Personer som Absalon, Anders Sunesen, Saxo boede her, og senere en Ludvig Holberg, naturvidenskabsmændene Niels Steensen og Ole Rømer og forfatterene H.C. Andersen og Christien Winther og kunstnerne Krøyer og Zahrtmann, for ikke at forglemme talrige andre studerende, eventyrlystne og håndværkere, der har søgt samme vej.

Det kirkelige arbejde i Paris opstod som et naturligt ønske fra de tilrejsende. Dansk kirkeliv i Paris kan naturligt opdeles i fire etaper.

Epoker i menighedens historie

Første periode begyndte efter statsforandringen i 1660. Ret til egen gudstjeneste i eget hus var en af de rettigheder gesandter havde nydt i de lande, som havde en religion forskellig fra deres egen, og som ikke kendte til noget princip om religionsfrihed. Derfor var de første præster, som kom til Paris nært knyttet til gesandtskabet.
I begyndelsen til den enkelte gesandt, men siden til gesandtskabet, til institutionen. Men i og med at der var tale om en legation, havde også andre lutheranere (end de til legationen hørende) mulighed for at søge hen for at kunne dyrke deres religion. De  parisiske lutherske menigheder i dag opfatter sig stadig som "døtremenigheder" af den gamle danske og svenske moderkirke i byen. Men fra 1807 blev der så givet religionsfrihed for såvel protestanter som katolikker, og dette førte til, at gesandtskabet ikke havde præst tilknyttet fra 1810.

Anden periode begynder i 1876. En kirkekomite havde rettet henvendelse til Det Danske Kulturministerium med ønsket om statsunderstøttelse til en norsk-dansk kirke, "fordi der var meget at udrette, ikke mindst blandt Skandinaviske arbejdere og Haandværkere, der uden Tilhold og moralsk Støtte færdedes i Paris".
De mange håndværkeres udvandring medførte ønsket om at kunne deltage i en luthersk gudstjeneste på modersmålet, hvorefter en dansk-norsk kirkekomite dannedes. Denne menighed bestod dog kun til 1885, hvorefter der i en den efterfølgende periode indtil 1923 ikke var danske præster udsendt.

Tredje periode tog form da DKU den 28. oktober 1923 blev involveret og sikrede, at der fremover kunne afholdes danske gudstjenester. Da man fik mulighed herfor, lånte man den lutherske kirke St. Jean i rue de Grenelle i Paris' 7. arrondissement. Hurtigt viste det sig, at dette mere strukturerede kirkelige og sociale arbejde havde sin fulde berettigelse.
Præsten kunne rapportere om, at det strømmede til med unge, og „at det paa den Tid var blevet en Modesag for unge Piger, at de skulde til Paris!" Da man kunne se, at såvel det kirkelige som sociale arbejde var i vækst, blev en sekretær tilknyttet, der skulle tage sig af de mange sociale spørgsmål for de unge. Der oprettedes en Torsdagsskole i kirkeligt regi - (de mindste klasser havde fri fra deres egne skoler denne dag) - og man benyttede så lejligheden til at undervise danske og dansk-franske børn i religion, dansk, historie og geografi.
En omfattende mødevirksomhed med foredrag, sang og musik begyndte, ligesom traditionelle danske fester blev markeret. I mellemkrigsårene var der en pæn tilslutning omkring gudstjenesterne, hvor de unge udgjorde mere end halvdelen af kirkegængerne. Men om end menigheden nød megen velvilje i kirken i St. Jean, så opstod der et klart ønske om at få egen kirke med fuld råderet.

Fjerde periode begynder således i mellemkrigsårene. For at imødekomme ønsket om egen kirke blev en indsamling iværksat for at skaffe de nødvendige midler. Men fra 1940 måtte man stille bestræbelserne i ro. Efter verdenskrigens afslutning tog man atter fat. Man mødte stor velvilje fra Paris´ kommune, som stillede en grund til disposition ved Boulogneskoven. Imidlertid havde den danske stat på samme tidspunkt erhvervet en grund mellem Champs-Elysées og rue Lord Byron.

Man fandt det da hensigtsmæssigt at samle de danske tiltag ved at bygge „Maison du Danemark" ud mod avenue Champs-Elysées og "Frederikskirken" mod den lille gade rue Lord Byron. Den 18. oktober 1953 blev kirkens grundsten så nedlagt, og den 24. April 1955 fandt indvielsen sted. Private indsamlinger i såvel Paris som Danmark og statens velvilje havde alle arbejdet sammen om at få rejst en dansk kirke i Paris. Kirken ejes i dag formelt af den danske stat.
At det blev staten og ikke menigheden eller DKU, som kom til at stå som ejer skyldtes hensynet til beskatningsforhold og dermed muligheden for at minimere de årlige driftsudgifter. Når man fandt det naturligt at lade staten stå som ejer, beroede det ligeledes på, at staten skulle være en beskytter og støtte i det daglige. Man gik ud fra, at staten fandt det naturligt at værne om kirkelivet blandt landsmænd ude. Kong Frederik IX og dronning Ingrid deltog i åbningshøjtideligheden, og kongen lod kirken bære sit navn: "Frederikskirken".

Miraklet

„Det, der her er sket, er et mirakel!"
Således udtrykte ambassadør Einar Wærum det den dag, han samt DKU´s formand, biskop Noack og pastor Nyvang, Kirkerådet og den danske menighed i Paris kunne tage deres egen kirke i brug. For arkitekt Thyge Hvass, som byggede såvel "Maison du Danemark" som Frederikskirken, var kirken intet mindre end "perlen" i det samlede byggeri. Selve kirkerummet har 110 siddepladser; dog er det muligt at forøge rummet ved at åbne skydedøre indtil den tilstødende læsesal. Endelig havde man fået en kirke, som var placeret, som vi nu en gang i vores kultur og tradition er vant til. Den lå centralt, som fælleskabets hus nu en gang skal. Står man i dag ved det nuværende Louvre, hvor vikingerne i sin tid slog lejr, og ser op ad aksen mod Triumfbuen, hvor Frederikskirken og Maison du Danemark ligger, og lader man sit øje følge aksen videre, så ser man Den nye Triumfbue, La Grande Arche, skabt af to danskere i 1989, arkitekten von Sprechelsen og ingeniøren Erik Reitzel - så kan man ikke andet end glæde sig over, at "dansk foretagsomhed og kultur har sat sine spor" (Nyvang).
I 1998 blev Frederikskirken hovedistandsat. I kirkesalen blev det gamle orgel udskiftet med et nyt fra Marcussen og Søn. De gamle lysekroner erstattedes med nye ringlysekroner, og der skete omfattende forbedringer i læsesal, køkken og kontorer. Arbejdet, som beløb sig til cirka syv millioner kroner, blev finansieret ved hjælp af danske fonde samt et tilskud fra Kirkeministeriet. I forbindelse med genåbningen af kirken den 4. oktober, som i øvrigt faldt sammen med menighedens 75-års-jubilæum, deltog Hendes Majestæt Dronning Margrethe den 2. i festgudstjenesten.

Præster i Frederikskirken

1923-1924

Ove Nielsen

1924-1928

Johan G. J. Arnberg

1928-1937

Olaf Lynge

1937-1940

Carl Weltzer

1944-1945

Carl Weltzer

1945-1960

Anker Nyvang

1960-1964

P.F. Ohrt

1965-1972

Paul Bredsdorff

1972-1978

Jacob Grosbøll

1978-1979

Steffen Ammudsen

1979-1981

Rolf G. Mortensen

1981-1987

Kjeld Jørgensen

1987-1994

Steffen Ravn Jørgensen

1995-1999

Martin Johannes Wemmelund

2000-2008

Finn Egeris Petersen

2008-2013

Marianne Nørgaard Gyldenkærne

2013-2014

Kjeld Jørgensen

2014-2020

Selma Ravn

2020-

Malene Bendtsen