08/11/2024 0 Kommentarer
Nyhedsbrev november 2024
Nyhedsbrev november 2024
# Aktuelt

Nyhedsbrev november 2024
Kære venner af Frederikskirken.
Så er det november og det nye kirkeblad er ude - og som man kan se allerede på forsiden, så er det julebasaren det handler meget om! Læs det nye kirkeblad elektronisk her - og hold øje med postkassen, det trykte blad er på vej!
Denne gang har jeg lagt et lille brev i kuverten med jeres kirkeblad. Jeg vil nemlig bede alle jer, der ønsker fortsat at få kirkebladet tilsendt, at skrive en mail til kirkekontor@frederikskirkenparis.dk eller ringe på 06 52 10 56 41, og tilmelde jer med navn og adresse. Så undgår vi at sende ud til forkerte adresser og til dem, der ikke ønsker kirkebladet i posten.
Husk, at kirkebladet altid ligger elektronisk på hjemmesiden og i trykt form i Frederikskirken.
Og så den der JULEBASAR! den går løs fredag 29. november, lørdag 30. november søndag 1. december.
På hjemmesiden kan I finde flere informationer og invitationer på dansk og fransk, og snart kommer der også en bestillingsliste til de varer, som ikke er på køl eller frost. I er naturligvis altid velkomne til at komme forbi og få hjælp til bestillinger og hvad der ellers måtte være af spørgsmål.
Vi glæder os usigeligt meget, og alle er i gang med at forberede de mange ting, som skal gøre julebasaren til en rigtig dejlig oplevelse.
Som I sikkert ved, så har vi altid brug for gode sager til tombola og auktion, så skulle I ligge inde med noget, så giv endelig besked, så kan vi komme og hente det.
Vi har også brug for store glas med låg til julesmåkagerne, som bliver bagt her i kirken i november.
Og endelig vil jeg spørge, om I kunne have lyst til at donere en lille pakke med en børnejulegave til børnetombolaen. Sidste år var der små indpakkede gaver til børnene, som de kunne vinde, og de vakte stor glæde. Skriv gerne på julegaven, hvilken aldersgruppe, gaven passer til.
Men inden vi når til julebasaren er der lige to ting, jeg vil gøre opmærksom på.
Det ene er, at jeg desværre bliver nødt til at skubbe lørdagens studiekreds til lørdag 23. november kl. 11. Studiekredsen skal da handle om Helle Helles forfatterskab. Der er mulighed for at få hendes seneste roman, Hafni fortæller, tilsendt på mail, hvis du skriver til pastor@frederikskirkenparis.dk. Efter studiekredsen er der en let frokost.
November byder også på et nyt tiltag i Frederikskirken. Vi har i nogle måneder haft en praktikant, Anna Engholm Schousgaard, som er religionsvidenskabsstuderende på Aarhus universitet. Anna arbejder bl.a. med meditation og mindfulness, og inviterer til to mindfulness-gudstjenester, mens hun er i Paris. Den første er torsdag 14. november kl. 19, og I kan læse mere om mindfulness-gudstjenesterne i kirkebladet og på hjemmesiden. Jeg håber, I tager godt imod dette nye tiltag, og også måske har lyst til at snakke med Anna om jeres oplevelse af denne type gudstjeneste.
Så skal vi selvfølgelig også lige nævne, at søndag 24. november er den dag, hvor vi pakker hele kirken sammen og begynder at stille op til julebasar. Så går det løs!
Vi har brug for mange hænder til denne søndag, så kom endelig og vær med - der er et godt måltid mad og et krus øl, når vi trænger!
Hele ugen op til julebasaren og under selve julebasaren er der som altid virkelig brug for alle de frivillige kræfter, der måtte findes. Kontakt Elizabeth på ungkontor@frederikskirkenparis.dk eller smut forbi og hør om mere - hver en time, du måtte have til overs er der brug for! Og så er det også sjovt! Og lidt skørt det hele. Glæd jer! Det gør vi!
Alle glade snartjulehilsener
Malene Bendtsen
Kommentarer